Handelsbetingelser
Her kan du læse, hvad der gælder, når du køber en hjemmeside, hosting, SEO, udvikling eller andre ydelser hos WebWorker.
Jeg har forsøgt at skrive det på dansk. Ikke på juridisk.
1. Hvem handler du med?
WebWorker / Jesper Nielsen
CVR: 21413488
Østre Sandmarksvej 17
4600 Køge
Telefon: 53 33 30 58
E-mail: hej@webworker.dk
Betingelserne gælder som udgangspunkt for aftaler mellem WebWorker og erhvervskunder, medmindre vi skriftligt har aftalt noget andet.
2. Tilbud og aftaler
En aftale er indgået, når du har accepteret mit tilbud eller på anden måde skriftligt har godkendt, hvad jeg skal lave og til hvilken pris.
Tilbud gælder i den periode, der står i tilbuddet. Hvis der ikke står noget, gælder tilbuddet i 30 dage.
Jeg forsøger at beskrive opgaven så præcist som muligt. Hvis du undervejs kommer i tanke om, at hjemmesiden også lige skal kunne tale sammen med lageret, regnskabet og kaffemaskinen, kan det godt være, at prisen ændrer sig.
Ekstra arbejde aftaler vi, før jeg laver det.
3. Priser og betaling
Alle priser er som udgangspunkt ekskl. moms, medmindre andet tydeligt fremgår.
Betalingsfrist fremgår af fakturaen.
Ved større opgaver kan jeg bede om hel eller delvis betaling, før arbejdet begynder. Det vil i så fald fremgå af tilbuddet.
Betales en faktura ikke til tiden, kan der pålægges renter og gebyrer efter gældende regler.
4. Hvad skal du levere?
For at jeg kan lave mit arbejde, kan jeg have brug for eksempelvis tekster, billeder, logo, loginoplysninger, produktinformation eller adgang til eksisterende systemer.
Hvis jeg venter på materiale eller svar fra dig, kan leveringen naturligvis også blive forsinket.
Jeg kan godt bygge hjemmesiden. Jeg kan endnu ikke gætte dit password.
5. Levering og tidsplan
En forventet leveringstid er et estimat, medmindre vi udtrykkeligt har aftalt en fast deadline.
Jeg gør selvfølgelig, hvad jeg kan for at overholde det, vi har aftalt.
Forsinkelser, der skyldes manglende materiale, ændringer i opgaven, tredjepartsleverandører eller forhold uden for min rimelige kontrol, kan flytte leveringstidspunktet.
6. Rettelser
Der er selvfølgelig mulighed for rettelser.
Hvor mange korrekturrunder eller rettelser der er inkluderet, afhænger af den konkrete aftale.
Rettelser inden for den aftalte opgave er én ting. Nye funktioner, ekstra sider eller “nu hvor vi er i gang…” kan være ekstraarbejde.
Jeg siger til, hvis noget falder uden for det aftalte, inden jeg begynder at fakturere for det.
7. Du ejer det, jeg bygger til dig
Når den aftalte opgave er betalt, får du brugsretten til det materiale og den løsning, jeg har lavet specifikt til dig, med de begrænsninger der følger af tredjepartsmateriale og software.
WordPress, plugins, skrifttyper, billeder, software, tredjepartssystemer og andre komponenter kan have deres egne licensvilkår. Dem kan jeg naturligvis ikke give dig ejerskab over.
Men jeg bygger ikke din hjemmeside for bagefter at holde den som gidsel.
Jeg bygger den. Du ejer din løsning.
8. Materiale du giver mig
Du er ansvarlig for, at du har ret til at bruge de billeder, tekster, logoer, videoer og andet materiale, du giver mig.
Hvis du sender mig et billede og siger, at det må bruges, går jeg som udgangspunkt ud fra, at det må bruges.
9. Tredjepartssystemer
En hjemmeside kan være afhængig af tjenester, jeg ikke kontrollerer.
Det kan eksempelvis være WordPress-plugins, Shopify, EasyMe, Microsoft 365, Dinero, Billy, e-conomic, betalingsløsninger, hostingudbydere, API'er eller andre eksterne tjenester.
Jeg kan hjælpe med dem og integrere med dem, men jeg kan ikke garantere, at en tredjepart aldrig ændrer priser, funktioner, API'er eller lukker en tjeneste.
Jeg tager ansvar for mit arbejde. Ikke for hele internettet.
10. Hosting og domæner
Hvis jeg leverer hosting eller administrerer domæner som en del af aftalen, fremgår pris og omfang af den konkrete aftale.
Hosting og domæner kan være løbende ydelser med særskilt fakturering.
Hvis samarbejdet stopper, hjælper jeg selvfølgelig med en rimelig overdragelse af hjemmeside og relevante adgange, når eventuelle udeståender er betalt.
11. SEO, Google og AI
Jeg kan arbejde med SEO, GEO og optimering af din hjemmeside til søgemaskiner og AI-systemer.
Jeg kan ikke garantere bestemte placeringer, mængder af trafik, leads, kunder eller omsætning.
Google bestemmer over Google. Og ChatGPT bestemmer heller ikke efter, hvad jeg skriver på en faktura.
Jeg kan garantere, at jeg udfører det arbejde, vi har aftalt. Jeg kan ikke garantere, hvad en tredjeparts algoritme beslutter bagefter.
12. Fejl og mangler
Hvis du opdager en fejl i noget, jeg har leveret, skal du kontakte mig inden for rimelig tid.
Hvis fejlen skyldes mit arbejde, retter jeg den som udgangspunkt uden beregning.
Fejl eller problemer, der skyldes efterfølgende ændringer foretaget af kunden, andre leverandører, opdateringer, tredjepartssystemer eller forhold uden for min kontrol, kan blive faktureret som almindeligt arbejde.
13. Backup og vedligeholdelse
Backup, sikkerhedsopdateringer og løbende vedligeholdelse er kun inkluderet, hvis det fremgår af aftalen eller den hosting-/vedligeholdelsesløsning, du har valgt.
Hvis du selv overtager driften af hjemmesiden, overtager du også ansvaret for den løbende drift, medmindre vi aftaler andet.
14. Ansvar
WebWorker er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af vores aftale og disse handelsbetingelser.
Jeg er som udgangspunkt ikke ansvarlig for indirekte tab såsom driftstab, tabt avance, tab af data eller andre følgeskader, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
Et eventuelt økonomisk ansvar er begrænset til værdien af den konkrete ydelse, der har givet anledning til kravet.
15. Fortrolighed og adgang til dine systemer
Når jeg arbejder for dig, kan jeg få adgang til hjemmesider, systemer, konti eller oplysninger, som ikke vedkommer andre.
Dem behandler jeg fortroligt og bruger kun adgangen til at udføre det aftalte arbejde.
Hvor behandlingen kræver en databehandleraftale efter GDPR, laver vi selvfølgelig en sådan.
16. Opsigelse af løbende ydelser
Opsigelsesvilkår for hosting, vedligeholdelse og andre løbende ydelser skal fremgå af den konkrete aftale.
WebWorker sælger som udgangspunkt ikke hjemmesider med en skjult bindingsperiode forklædt som noget andet.
Har vi aftalt en løbende ydelse, skal det være tydeligt, hvad den koster, og hvordan den kan opsiges.
17. Uenighed
Hvis vi bliver uenige om noget, så starter vi med at tale sammen.
Det løser som regel betydeligt mere end to vrede e-mails og en PDF fra en advokat.
Hvis vi ikke kan finde en løsning, afgøres tvisten efter dansk ret ved de almindelige danske domstole.